Vores besøg på et Asylcenter

For et stykke tid siden så jeg noget om flygtninge i tv. Det var en mor og hendes omkring 4 børn der var flygtet fra deres hjem og alle deres egendele var i en lille rygsæk. Moderen fortalte hvordan de havde så lidt mad at de til sidst måtte koge noget græs og spise det. Puha mine mor hormoner pressede på. Det gik lige i hjertet og selvom det var en forfærdelig historie, så ville jeg ønske der kom mere fokus på flygtningenes personlige historier i stedet for problematikken omkring om vi har plads til dem. Som selvfølgelig er relevant, men de personlige historier synes jeg gør meget mere og giver et meget bedre billede af dem.

Jeg er stolt helt ind i hjertet. Det er jeg altid af mine børn, men i dag lige lidt ekstra. Vores by har nemlig fået et helt nyt Asylcenter hvor rigtig mange mennesker desværre skal til at bo. Nogle er allerede flyttet ind. Hvis man altså kan kalde de der opgraderet skurevogne for en bolig.

I den anledning inviterede folkene bag projektet hele kommunens beboere til åbent hus. Vi kunne komme og høre mere om det hele, se hvordan en bolig så ud, smage på mad fra deres hjemland, se dem danse og i det hele taget få en snak med dem alle sammen. Det var en super god oplevelse og en god måde at lære mine drenge omkring hvordan man kan hjælpe andre. For selvom vi ind i mellem går på youtube, finder billeder på Google og aflevere tøj i containere, så var det her en mulighed for både børn og voksne at komme helt tæt på. Det her var noget som selv børn kunne forholde sig til. For det var lige for næsen af os.

Indrømmet da jeg først hørte at er asylcenter ville komme til byen og så i “min” bydel, var jeg skeptisk. Jeg var faktisk lidt imod det. Gad ikke have alle de asylansøgere rundt omkring. For de var jo tyve og ville sikkert også begå indbrud. Det hørte man jo kun om i nyhederne. Folk der fik stjålet ting som kunne bevise at det var i en bestemt bygning. Og en lidt ubehagelig oplevelse med to fyre fra et asylcenter nær min efterskole, gjorde ikke min fordom bedre. Men efter at have besøgt dem, snakket med dem og i det hele taget se det hele lidt indenfra, så er jeg slet ikke i tvivl. Selvfølgelig skal de da være her og selvfølgelig skal de da hjælpes til at få den bedst mulige oplevelse ikke kun med Danmark, men også i vores “lille” provinsby. Men det var rigtig sundt for os alle tror jeg, at få den mulighed og møde folkene, som jo selvfølgelig var helt almindelige søde smilende mennesker som også bare gerne vil skabe en stabil hverdag. Jeg er så glad for at vi kom forbi. Jeg fik lyn hurtigt dræbt min fordom og fjernet den der akavet barrikade der hed dem vs. os andre.

Derfor besluttede jeg at finde alt drengenes tøj frem som jeg alligevel ville sælge online. Alt sammen lækkert mærketøj fra Danefæ, Katvig, Molo, Småfolk og Holly’s. De bliver virkelig velklædte de søde børn. Og de friske pangfarver vil garanteret se knald godt ud på deres mørke hud. Det håber jeg i hvert fald. Men der er selvfølgelig også en bagtanke ved at give dem det lækre mærketøj. For det meste af det er jo i rigtig god kvalitet og kan forhåbentlig bruges til flere børn i nogle år endnu.


Imens jeg sad og sorterede tøjet, blev drengene inspireret. De gik derfor igang på værelset og fandt nogle legeting frem som de ikke bruger. Her var lidt af hvert. Bamser der aldrig var brugt, lidt bøger, lidt Bobles (af de små figurer), spil osv. Jeg var så stolt. Så seje de var. De blev rost af flere folk på centeret og der blev virkelig taget godt imod det hele. Så sejt og deres forældre var pivstolte.

Og så er alle på det asylcenter simpelthen de mest glade og taknemmelige mennesker jeg har mødt længe. Du kan følge med i deres arbejde lige her

Camilla Maria Andersen

Jeg har blogget siden 2012 og har fokus på plussize tøj, indretning, beautymusthave, accessories m.m. Jeg blogger desuden hudløst ærligt om min depression og angst, samt kampen i mit vægttab. Du kan også følge bloggen på Instagram, søg efter @camilli.dk

More Posts - Website


Skriv et svar