Om at give op – Depression del 7

Jeg ved jeg har svigtet med blogindlæggene de sidste mange uger. Må indrømme at intet nyt på bloggen, desværre ofte er tegn på godt nyt. For hele det her Depressionslort har virkelig fyldt mere end hvad den ellers har gjort længe. Mit overskud er lig nul, føler jeg. Jeg kan lige nosse mig sammen til de vigtigste ting og ellers føler jeg bare dagende dør for mig. Det har til gengæld inspireret mig til dette blogindlæg, med et emne som faktisk ikke var på min liste, over hvilke emner jeg vil igennem i hele denne her depressionsfølgetong. Men som jeg nu har gået og brygget sammen oppe i hovedet i et stykke tid. Så nu skal det ud til jer søde læsere, som gerne læser med i min selvynk. 

Noget af det som jeg stresser mest over, ved denne her depression er økonomi og fremtiden. To sindssyge vigtige ting som bare fylder alt for meget i mit hoved. For som jeg har haft det de sidste par år, så føler jeg bare at jeg får flere og flere begrænsninger til at komme tilbage til en almindelig hverdag med almindeligt job. Den ene del af mig, har et enormt behov for at enten gå i skole eller få et fast job. Den anden del af mig gør alt hvad den kan, for at holde mig tilbage og overbevise mig om at jeg har brug for at være hjemme, uden stress og med så meget afslapning som muligt. Havde mit liv været en dårlig film, så havde der stået en engel og en djævel på mine skuldre og diskuteret helt vildt lige nu. Det er så stressende at skulle slappe af på den her måde. 

Jeg er en person der trives bedst med en masse at lave. Jeg elsker at sætte projekter igang og føle at jeg udretter noget. Jeg har det faktisk rigtig godt hvis jeg har to-tre ting at arbejde med samtidig. Især hvis det er noget hvor jeg kan planlægge, komme med idéer og være kreativ. Hvilket jo egentlig er totalt modsigende af hvad min krop og mit hoved mener jeg har brug for. Så når jeg har det, som jeg har det lige nu, så bliver jeg rastløs som bare fanden og føler mig splittet i mellem to store behov. 

Det værste er at jeg har fået så mange fantastiske tilbud til at komme tilbage til hverdagen. Jeg har fået tilbudt praktikpladser hos flere fede virksomheder, både lønnet og ulønnet hvor jeg rent faktisk selv tror på at det kunne kickstarte en fed karriere. Men at pendle til København hver dag, kræver virkelig et overskud som desværre slet ikke er realistisk for mig på nuværende tidspunkt. Jeg har prøvet den lange tur, da jeg arbejde i lufthavnen og på trods af jeg bare skulle sidde i et tog, for at komme på arbejde, så kræver det virkelig en del. Der er selvfølgelig også andre ting der spiller ind og blokere for de fede tilbud, som jeg har fået. Nu kom jeg vist lidt væk fra pointen, men at være så rastløs og samtidig virkelig brænde for at komme igang med noget igen, og så blive nødt til at takke nej, når man får tilbuddet serveret på et sølvfad. Det er virkelig frustrerende og kan virkelig få mig ned med nakken. Jeg virker bare så utaknemmelig synes jeg. Samtidig ender jeg også altid med at stresse endnu mere over min fremtid. 

  
Havde du spurgt mig for tre år siden, var jeg ikke i tvivl om hvad mit drømmejob var, ville jeg kunne svare promte. For bare et halvt år siden kunne jeg faktisk også svare med sikkerhed i stemmen. Men sådan har jeg det ikke mere. Jeg drømmer selvfølgelig stadig om at have egen virksomhed og jeg er også fuldt ud klar, bortset fra at jeg har lang vej igen for at have kapital nok. Men lige de her uger, hvor det hele er lidt sort, så har jeg ikke længere samme sikkerhed i stemmen. Jeg er begyndt at tvivle. Jeg har brug for en plan B, som jeg kan stræbe efter indtil de sidste detaljer er på plads med drømmen om egen virksomhed. Og jeg er fuldstændig tom for idéer for hvilken drøm jeg har som plan B. Jeg har endda tænkt, hvis depressionen ikke var en hindring, jeg hverken skulle tænke økonomi eller det praktiske med at hente børn inden lukketid osv. Hvad vil jeg så lave? Og der er helt tomt. Jeg har ikke en eneste ting som bare hælder en smule til måske. Det er stressende og har fået mig til at overveje om jeg bare skal give helt op. Min læge har ville haft mig på førtidspension nærmest fra den dag vi fandt ud af jeg havde en depression. Det kæmpede jeg direkte imod, hvilket jeg er glad for. For ved at kæmpe imod, meldte jeg mig ind på handelsskolen og gennemførte med fine karakterer. Min sagsbehandler har tilbudt mig at komme i en anden “boks”. Okay ikke lige det ord hun brugte, men jeg kan ikke huske hvad hun kaldte det. Altså en gruppe som der ikke stilles de samme krav til og som får en anden form for hjælp end den hun kan give mig. Med andre ord, gruppen for de småtossede (sagt med et smil på læben, så håber virkelig ikke jeg støder nogle). Jeg har sagt nej indtil nu. Men måske jeg bare skal give op og komme i den gruppe. Jeg har aldrig benægtet at jeg har brug for hjælp, for at komme ud af denne her depression. Men jeg har indtil nu gerne ville gøre mit bedste for at være så tæt på arbejdsmarket som muligt. Og jeg føler at jeg giver op og kommer endnu længere fra drømmen om et job, hvis jeg siger ja tak til hendes tilbud. Helt ærligt så føler jeg at jeg aldrig nogensinde kommer til at se skyggen af en almindelig lønseddel eller højere indtægt igen, hvis jeg “overgiver mig”. Hvilket selvfølgelig måske er at overdrive lidt. For jeg er jo ikke så gammel endnu. Men det er sådan jeg har det. 

På en måde tænker jeg at jeg “bare” skal finde noget arbejde, hvor jeg kan arbejde hjemmefra. Men på den anden side, trænger jeg virkelig til en helt almindelig hverdag blandt andre mennesker. Også af andre årsager. Jeg er generelt meget alene med drengene, så en voksensnak der ikke omhandler minecraft, togbaner, børnesange og lektier er i den grad savnet ind i mellem. 😉 

Jeg må genfinde mit positive jeg og komme ud over denne her frustrerende zombie tilstand. Satser lidt på at juletiden og de hyggelige dage med hele familien som jeg ved er på vej, sammen med en upcoming venindedate, kan hjælpe lidt på det hele. <3

  

Camilla Maria Andersen

Jeg har blogget siden 2012 og har fokus på plussize tøj, indretning, beautymusthave, accessories m.m. Jeg blogger desuden hudløst ærligt om min depression og angst, samt kampen i mit vægttab. Du kan også følge bloggen på Instagram, søg efter @camilli.dk

More Posts - Website


5 comments

  1. Skalotteløg says:

    Har haft præcis som dig! For nylig. Hvad der er rigtigt for mig, er det ikke nødvendigvis for dig, men nej! Du får det ikke bedre af at give op. Du bliver låst fast økonomisk, og bliver puttet i en kasse, du får mere end svært ved at betegne dig selv som.
    Jeg er netop startet et sted, hvor jeg har 20 timer om ugen. Det er hårdt, men jeg kan allerede mærke, hvordan mit selvbillede og selvværd har fået et løft, og det giver et helt andet overskud, når jeg kommer hjem.
    Nu ved jeg ikke, hvad det er for en ny kasse, hun vil putte dig i, men måske er fleksjob noget for dig, hvis du kan blive bevilget til det? Så kan du starte helt stille – fx to-tre timer om ugen – men stadig få en nogenlunde fornuftig økonomi.

    Jeg har valgt at stå på egne ben. Vi kan få det til at løbe rundt, når jeg har 20 timer. Så har jeg ikke et system hængende over hovedet, for dét stresser! Det fungerer indtil videre for mig, og jeg vil virkelig opfordre dig til at give det ét skud mere, inden du giver op. Det skal bare være på dine præmisser. For du lyder ikke til, at du er klar til at give op endnu.

    Hep herfra!
    Kh Charlotte

    • Camilla Maria Andersen says:

      Kære Charlotte. Tusinde tak for din kommentar <3 jeg tror du har helt ret i at hvis man først siger ja til den der kasse, så bliver det svært at komme væk derfra igen. Jeg vil rigtig gerne noget deltids. Det er bare svært at finde stedet der også vil mig 😉 tak for dine opmuntrende ord. De hjælper. Du har nok ret i at jeg ikke er klar til at give op endnu. For så havde jeg nok allerede gjort det. Men puha, nogle gange er det sku svært at se lyset længere fremme. Knus

Skriv et svar