I går fyldte jeg 30 år og laver status  på 20’erne

Igår havde jeg fødselsdag og rundede et skarpt hjørne.. Det var en virkelig god dag med masser af overraskelser fra venner og mine drenge. Sidst på aftenen var jeg helt bombet af indtryk og gik lynhurtigt kold.


Shit 30 år.. Det er den der alder hvor man virkelig bør til at opføre sig mere voksent, have tjek på livet osv ik? En milepæl for lister som ting jeg vil nå inden jeg fylder 30.. Sådan en liste har jeg vist også lavet engang. Men jeg kan ærligt ikke huske hvad der stod på den. Nok noget med hus og børn osv. De klassiske ønsker.

Alligevel kan jeg ikke helt lade være med at lige lave status på det sidste årti. For når man kigger tilbage har det alligevel været noget af en rutchebanetur. Jeg har skulle finde ud af hvem jeg er som person. Det har været svært, for jeg har ofte haft tendens til at lade min rolle som mor, blive en del af min identitet og endda den eneste identitet.. Hvilket jeg nu kan se tilbage på måske ikke altid har været positivt for mig selv, hvis jeg skal tænke lidt egoistisk. Og det har også været en stor del af mine 20’ere.. Jeg blev nogens mor, to gange endda. Jeg har skulle forholde mig til hvordan man tackler at blive mor i en ung alder, hvordan man er mor til to børn. Jeg har været i et fast forhold med drengenes far i alt den tid jeg har været i 20’erne. Vi mødte hinanden da jeg var 18 og han var 25.. Det har betydet at udover at vi som par har skulle finde vores plads i de nye roller vi har skabt som familie, har vi også haft udfordringer da vi begge selvfølgelig har ændret os på de 11 år der er gået fra da vi lærte hinanden at kende. Det kan ind i mellem stadig godt komme som en overraskelse at selvom vi bor sammen, pludselig finder nye sider af hinanden. Vi har et par gange også virkelig måtte kæmpe for at holde forholdet sammen. Jeg tror det er meget naturligt når man har været sammen så længe som vi. Ind i mellem har en af os og nogle gange begge to, virkelig haft lyst til at gå hver for sig. Men alligevel har vi indtil videre på en eller anden måde fået tingene løst alligevel og forblevet sammen.

20’erne har været en turbulent tid for mig. Jeg har haft en svær depression i størstedelen af tiden. Det har været lidt svært at sluge at jeg ikke er kommet ud af den endnu, for det har altid været en forventning at det kapitel ville være overstået når jeg var fyldt 30 (som om et tal ville ændre noget?).. Men det er jeg ikke endnu. Til gengæld er jeg igang med at tabe mig. For jeg har i 20’erne også erhvervet mig en overvægt. Som består af en god blanding af graviditet, depression og usund livsstil. Men jeg er godt igang med at ændre på det. Så det har jeg ikke så meget krise over. De sidste ti år, har i den grad været en periode hvor jeg har skulle udfordre mig selv og kæmpe min egen kamp.

Hvad ville jeg sige til mit 20 årige jeg?

Hvis jeg kunne skrue tiden 10 år tilbage, ville jeg nok bede mit 20 årige jeg om at slappe lidt af. Fortælle mig selv at jeg er smuk som jeg er, ikke være så usikker på mit udseende. Lade være med at gå op i hvad andre mener og til tider måske skrue en tand ned for at ytre mine meninger.

Jeg ville bede hende kæmpe noget mere for at holde fast i de veninder der bor langt væk, som jeg stadig savner og huske hende på at der også er et liv på den anden side af barselsboblen. Jeg ville hjælpe mig med at give hurtigere slip på de venner der svigtede da jeg mødte en fyr som ikke var en del af vennekredsen og dem der smuttede da jeg blev gravid.

Jeg tænker ikke at man kan leve livet rigtig uden at gøre noget man fortryder. Det er det der er med til at skabe os. Jeg ved stadig ikke helt hvad jeg vil være når ‘jeg bliver stor’. Og det tror jeg faktisk aldrig helt jeg finder ud af. Så må bare bruge tiden på at lave noget imens jeg tænker over hvad jeg skal ende med at blive.  Status på 20’erne må være at det har været en god blanding af fantastiske ting og ting der virkelig har gjort livet til en kamp. Men som jeg i den grad har udviklet mig af og blevet klogere på mig selv, omend jeg ikke føler mig helt i mål endnu.

Inden de næste 10 år kan jeg forvente at mine børn bliver konfirmeret hvis de ønsker det. Og faktisk også at de afslutter folkeskolen og måske endda flytter hjemmefra (oh shit). Men jeg er klar (til alt andet end rynker og grå hår).. 30’erne kan bare komme an 💪🏼

Camilla Maria Andersen

Jeg har blogget siden 2012 og har fokus på plussize tøj, indretning, beautymusthave, accessories m.m. Jeg blogger desuden hudløst ærligt om min depression og angst, samt kampen i mit vægttab. Du kan også følge bloggen på Instagram, søg efter @camilli.dk

More Posts - Website


Skriv et svar