Fra Mommyblog til Egoblog


Den faste læser har med garanti bemærket hvor lidt jeg har været aktiv på bloggen i år. Og det er der god grund til. Jeg er vild med min blog. Den har givet mig så sindssygt meget personligt. Jeg har fået de sødeste og nogle gange ekstremt personlige beskeder fra jer læsere igennem de år jeg har blogget. I har virkelig åbnet jer op for mig. Jeg er så taknemmelig for det. Bliv endelig ved med det. Jeg har desuden fået et fantastisk netværk i bloggerverdenen, der stadig udvikler sig og det vil jeg heller ikke vil bytte for noget andet.

Men på trods af hvor meget jeg holder af min blog og det den har givet mig, så var jeg kørt lidt død i det hele. Lysten til at blogge var væk og nogle gange var idéerne endnu længere væk. Jeg var kørt død i hele den der perfekte verden som der er på de sociale medier. Ikke kun hos bloggere, men også på min private facebookprofil. Jeg havde brug for en pause fra træaber og musselmalet porcelæn og perfekte hjem. Jeg havde brug for en pause fra dygtige bloggere der flasher billeder fra fede blogevents som jeg ærgede mig over ikke at selv var inviteret til. Jeg var træt af at se facebookvenner vise billeder dagligt af deres leverpostejsmadder og underlige statusopdateringer som ikke giver mening. Og mest af alt var og er jeg stadig ekstremt træt af at se hvor skræmmende mange jeg har på min private venneliste på facebook, der konstant delte racistiske artikler fra den korte avis eller skrev de mest sindssyge generaliserende ting i forskellige debatter om muslimer, flygtninge og i det hele taget folk der bare lever en smule anderledes end dem selv. Jeg havde brug for en pause fra hele online verdenen. Og det har været rart. Mit behov for at dele på facebook er også markant mindre end det var tidligere. Jeg deler lidt ind i mellem, men at opdatere hver dag, er jeg kommet over. Måske fordi den der smarte facebook funktion der hedder ‘minder’, virkelig kan vise hvilket ligegyldigt shit jeg selv har skrevet og delt på min facebook igennem de sidste år. Ind i mellem bliver jeg helt chokeret over at folk rent faktisk har gidet at like det. Må være medlidenhedslike hehe. Men den funktion viser jo også bare at jeg ikke er et hak bedre, end de opslag jeg selv er træt af at se på. Bortset fra jeg ikke har noget imod muslimer, asylansøgere og lign. Meninger som jeg så deler på facebook i stedet. Hvilket vel må irritere mine racistiske facebook venner, så vi står vel på en måde lige.

Tilbage til bloggen. Så havde jeg mistet gejsten. Jeg vil rigtig gerne dele meget mere om mine børn, men som jeg før har nævnt, så er der hele tiden noget der holder mig tilbage i at overshare dem. Behovet for at vise det nyeste børnetøj og legetøj er også emmet ud for mig. Selvom det stadig er super aktuelt i forhold til mine drenge, så er jeg blevet mere kræsen med hvad jeg skriver om. Jeg får desuden ikke helt samme kick mere når de populære mærker kommer med ny kollektion. Med undtagelse af enkelte mærker, så tjekker jeg det faktisk slet ikke ud mere, som før i i tiden. Jeg køber mærketøj hvis jeg falder over noget der passer til mine børns personlighed eller de er vokset ud af den nuværende størrelse. Men ellers ikke. Til gengæld har jeg fået et større behov på at skrive nogle mere personlige blogindlæg. Lave den lidt mere ego. Komme lidt væk fra mommykategorien og lidt mere over i se mig-hør mig kategorien. Jeg vil gerne åbne mig mere op og udvikle mig med bloggen. Det har været en kæmpe succes med antallet af læsere, når jeg har skrevet om min depression. Lige nu arbejder jeg rigtig meget med mit selvværd og min selvtillid. Jeg vil gerne tvinge mig selv til at fokusere på mig selv, mit udseende (som jeg ellers har opgivet) og min livsstil. Og jeg vil bruge bloggen til det. Jeg tager selfies til Snapchat og instagram, og lige så overfladisk der lyder, så vil jeg faktisk alligevel påstå at det altså gør noget ved ens selvtillid. Jeg bliver tvunget til at have en mening om mit udseende. Og på en eller anden skør måde, så begynder jeg så småt og kunne se noget pænt i mit udseende igen. Det hele er ikke lige så opgivende at se på, som det nogle gange kan være. Bare på grund af en selfie ind i mellem. Hvad kan ikke ændre sig hvis jeg indrager bloggen også?


Derfor vil jeg sige farvel til Drengestreger og velkommen til Drengestreger 2.0.

Bloggens indhold vil ændre sig stille og roligt. Til gengæld lover jeg at blogge meget oftere og have hjertet med i hvert et blogindlæg igen. Jeg ved ikke helt hvilken bloggerkategori jeg skal putte mig selv under endnu. Det vil blive en personlig blog, men jeg vil også vise mine musthaves produkter og nyheder fra beauty, bolig, kultur og plussizemoden. Og selvom jeg ikke længere vil have primært fokus på børn og produkter til børn mere, så kan jeg jo ikke løbe fra at jeg stadig er mor. Og der kan derfor stadig snige sig lidt mommy ind i bloggen.  Jeg er ikke Modeblogger, for det ved jeg slet ikke nok om moden til. Det samme med de andre kategorier. Så skal vi kalde det en livsstilsblog for nu? En personlig dagbog, med et touch af shoppingtips og til tider kreative indslag. Måske du nu sidder tilbage med følelsen af at det var dæleme ikke det du smed et like efter, da du begyndte at følge bloggen. Jeg håber alligevel du vil give de nye forandringer en chance. Måske jeg kan få dig til at blive ved med at læse med alligevel.

Bloggen, instagram og facebooksiden vil desuden skifte navn og få et nyt look med tiden. Først har jeg holdt mig lidt tilbage, fordi næsten samtlige af de blogs jeg selv følger, valgte at skifte navn næsten lige efter hinanden. Så virkede det lidt wannabe agtigt for mig. Og ikke mindst har jeg meget svært ved at finde det helt rigtige navn dertil. De eneste jeg er kommet på indtil nu er ‘pretty messy mind’ fordi jeg blandt andet skriver om min depression og mit helt forskruet hoved. samtidig har jeg svært ved at putte den nye blog i en fast bloggerkategori. Snapchat skifter ikke navn, fordi jeg ikke kan få lov til at ændre det derinde. Så irriterende.

Det andet bud er CamillaMaria.dk fordi, ja det hedder jeg. Mit efternavn er typisk kedeligt dansk, så det kan jeg ikke rigtig lave noget fancy navn ud af. Men det der holder mig tilbage ved at bruge mit eget navn er, for det første at jeg føler mig som en der gerne vil forsøge at være kendt på realityniveau. På trods af at jeg godt kan se hvor mange der læser med hver måned, så blogger jeg bestemt ikke for at skulle blive kendt. Det har aldrig været målet med min blog. På en måde tænker jeg måske at jeg vil føle at jeg blotter mig selv (for) meget, ved at bruge mit rigtige navn.  For det andet lyder det som en fra ‘de unge mødre’ serien. Nu er det noget tid siden jeg selv fulgte med i den serie, men hvorfor har næsten alle pigerne to navne i deres navne? Selv dem der i starten kun have et navn, fik pludselig to navne sat sammen.

Har også overvejet at kalde den ‘Gingerblog’ eller ‘Blog like a ginger’, udelukkende af den grund at jeg er rødhåret og det på en måde altid har været en slags “kendetegn” ved mig. Men ved ikke om det er for poppet.

Måske det ender med et helt 4. BloggerNavn. Hvad siger i? Har du nogle meninger om et navn til bloggen? Jeg vil super gerne høre jeres meninger.

Håber I stadig læser med derude..

Knus fra Camilla

Camilla Maria Andersen

Jeg har blogget siden 2012 og har fokus på plussize tøj, indretning, beautymusthave, accessories m.m. Jeg blogger desuden hudløst ærligt om min depression og angst, samt kampen i mit vægttab. Du kan også følge bloggen på Instagram, søg efter @camilli.dk

More Posts - Website


6 comments

  1. Irene Krag says:

    Kære Camilla, godt gået og respekt herfra. Jeg synes bare at du skal lade din blog beholde sit navn, og i stedet for lave en “ego” bemærkning neden under. For dit blognavn er jo “dig” og hvis du laver det om går du måske hen og mister “gnisten”. (Taler af erfaring) Knus Irene

    • Camilla Maria Andersen says:

      Tusinde tak for dit gode råd Irene. Det er bestemt også noget jeg har overvejet og stadig gør. På den ene side elsker jeg mit blognavn. Jeg synes det var genialt og kom hurtigt til mig, da jeg oprettede bloggen. Men på den anden side, så henviser det til et emne som ikke længere kommer til at fylde særlig meget på bloggen mere. Og evt nye læsere vil måske ikke kunne relatere til min blog på samme måde. Jeg har også overvejet at droppe denne her helt og så oprette en helt ny blog. Men valgte i stedet at bygge videre på denne blog i stedet. Men jeg vil uden tvivl tage dit råd til mig, i mine fortsatte overvejelser. Knus Camilla

  2. Jelena says:

    Hvor er det flot og velformuleret. Jeg forstår dig, og jeg respekterer din beslutning. Er lidt ude i noget der ligner selv. Tjekkede lige på min blog, hvornår jeg sidst har skrevet noget og blev overrasket over, at det er en måned siden. Og lettet. For mit online fravær har ikke betydet noget for mit virkelige liv. Måske man i virkeligheden skal gøre som Anders Matthesen og sige Shhhh eller tie stille, når man ikke har noget på hjerte? 😉 Jeg ved ikke med dig, men jeg har brug for stilhed, før min lyst vender tilbage igen. Jeg håber, at du finder din igen <3

    • Camilla Maria Andersen says:

      Tusinde tak søde Jelena. Det er præcis sådan jeg har det. Og ja det kan virkelig være en befrielse nogle gange at trække stikket ud, fra den online verden. Det gør ikke spor ondt. Jeg føler at jeg har fundet gejsten til at blogge igen, efter denne pause. Jeg har altid kun blogget når jeg har noget på hjertet. Har prøvet at blogge fast hver dag, fordi jeg mente jeg burde. Men kvaliteten bliver bare også derefter synes jeg. Som fast læser på din blog, har man godt kunne mærke dit “fravær”.. Men følger jo stadig trofast med alligevel. Du skriver SÅ godt.. 🙂

Skriv et svar