Et omvandrende nervevrag

Jeg går rundt som et omvandrende nervevrag, der har svært ved at have overskud til særlig meget. Hverken bloggen, vægttab eller andre ting har jeg orket at bruge tid på. I morgen skal vi på sygehuset med Elias og vi ved stadig ikke om de vil operere ham i morgen, eller om vi bare skal snakke. Jeg håber virkeligt at det bare bliver overstået i morgen. 


Det er simpelthen den værste følelse i verden, når man står som mor til et barn der skal opereres. På trods af at det er et ganske lille indgreb, vi har prøvet det før og vores barn faktisk ikke fejler noget, så står jeg tilbage med panikangst, usikkerhed og en følelse af at have fejlet. Inde i mit hoved maler jeg meget tydeligt fanden på væggen og selvom jeg godt kan se hvordan jeg køre mig selv op, kan jeg på ingen måde tvinge mig selv til at komme tilbage til virkeligheden igen. Til gengæld fortjener jeg en tredobbelt Oscar, for det skuespil og den ro jeg kæmper for at vise overfor Elias, så han ikke bliver påvirket af mine følelser. 

Jeg opdagede for snart en måned siden, en lille bule på Elias krop og jeg var ikke et sekund i tvivl om at det var lyskebrok. Vi har erfaringer med det fra da Oliver var baby. Han var nærmest nyfødt da han fik det, men måtte på grund af hans lille størrelse og derefter en strejke i sundhedsvæsnet, vente til han var over 1 år, med at blive opereret. Og det gik fint. De var virkelig søde og gode til at føle os trygge på Odense Universitetshospital, som i hvert fald dengang, var de eneste der kunne operere på så små børn. Indgrebet tog vel kun omkring 15 minutter, det gik i hvert fald hurtigere end at få ham til at holde op med at græde på opvågningen bagefter. Det eneste negative jeg tænker tilbage på, var den følelse da han sad på mit skød og fik narkose. Hvor tung han blev, på en helt forkert måde og hvor meget det føltes som at holde et dødt barn. Det var virkelig ubehageligt. Men alt i alt tænker vi tilbage på oplevelsen som en rigtig positiv og tryg oplevelse, efter omstændighederne. 

Så at Elias nu har fået det, burde jo egentlig ikke få mig til at gå sådan i panik. Jeg ved jo godt hvordan det hele foregår. Men det er bare anderledes denne gang. Eller måske Olivers lyskebrok bare er så lang tid siden, at jeg har fortrængt det. Jeg synes i hvert fald det er hårdt as fuck. Jeg bliver helt knust indvendigt over at de skal skære i mit lille barn og jeg har hele tiden den værste frygt i baghovedet. Hvad nu hvis det går galt? Og hvad med den der strejke? Er den stadig igang eller hvordan? Og hvordan er forholdene på det hospital? Gør de det nu ordentligt, vi kender det jo slet ikke. Der er masser af bekymrende tanker, som I kan høre. 

Så i morgen er en dag der i den grad bare skal overståes.  Oliver er afsat allerede fra i dag, så nu skal jeg bare opretholde mit skuespil, med den mega afslappede mor, overfor Elias, lidt endnu. Jeg har mest af alt bare lyst til at kaste op. Kender I følelsen?

Camilla Maria Andersen

Jeg har blogget siden 2012 og har fokus på plussize tøj, indretning, beautymusthave, accessories m.m. Jeg blogger desuden hudløst ærligt om min depression og angst, samt kampen i mit vægttab. Du kan også følge bloggen på Instagram, søg efter @camilli.dk

More Posts - Website


Skriv et svar