Er depression en ny trend? Følgetong del 6

Jeg har været ambassadør for kampagnen #Depressionsucks, som du måske har set på instagram. Derfor flashede jeg de her meget orange strømper sammen med en masse andre i starten af oktober på de sociale medier. 

  
I forlængelse af dette, vil jeg skrive næste punkt i min depressions følgetong som I har taget så sindssygt godt imod. Faktisk var det min mening at det her indlæg skulle ud samme dag som jeg var ambassadør. Men depressionen har vist sig fra sin dårlige side i nogle uger nu, så det har generelt været op af bakke at få udgivet nogle blogindlæg. Men nu er jeg klar til at kæmpe mig op igen. 

Hvis der er noget der kan fylde meget i mit hoved er hvad andre mon tænker om mig. På nogle punkter kan jeg være totalt lige glad og andre punkter betyder det rigtig meget. Nu hvor jeg har åbnet mig en del op omkring min depression, både her på bloggen og på andre blogs, så kan man godt blive lidt nervøs for hvad folk tænker om én. Lige så snart jeg klikker udgiv, frygter jeg at miste en masse følgere, eller at jeg måske har ødelagt nogens dag, der ellers lige havde en fantastisk dag, med mine deprimerende blogindlæg. Men jeg gør det alligevel, fordi det er så vigtigt for mig at åbne op om de her emner og ikke kun vise et fint glansbillede af bloggeren og hendes evigt smilende børn. Jeg gør det fordi flere af jer skriver mails til mig med spørgsmål og kommentare til det jeg har skrevet, og nogle gange om emner jeg slet ikke har berørt endnu. Og de mails betyder bare så meget for mig. Jeg føler næsten at jeg kender jer helt personligt. Også fordi mange af jer deler virkelig personlige og private tanker med mig. Så tusinde tak fordi I er jer.

Er det en trend at have Depression, angst eller stress?

Jeg snakkede engang med en mand der mente at det var overvurderet hvor mange der i virkeligheden lider af depression, angst og stress. Han påstod direkte at det var en ny trend som alle åbenbart ville være med på for at kunne gå hjemme og drive den af. Behøver jeg sige at jeg blev max provokeret. Måske især fordi der er ikke noget jeg hellere ville end at komme ud i et arbejde. Men hvem vil ansætte en person der har så mange begrænsninger og samtidig er lidt halvbims i hovedet? 🙂 Jeg har endda forsøgt at lokke med at de kan få tilskud for at have mig ansat, i mine ansøgninger (kan godt høre det ikke lyder særlig proffesionelt) og det har heller ikke hjulpet. Sikkert nok nærmere skræmt dem væk. 

 Mit højeste ønske er at komme ud af det (undskyld udtrykket), fucked up system der er. Man bliver hurtigt meget mere syg af at være en del af kommunen. Det lykkedes dem altid at fucke det hele lidt mere op og de er iskolde og mega fordomsfulde over for én. I hvert fald her hvor jeg hører til. Dem der er ansat på ydelsescenteret er som spyttemanden fra flygtningedebatten. Bare uden spyt.. Heldigvis har jeg endelig fået en rigtig god sagsbehandler. Én som oprigtigt kæmper med én og som oprigtigt ønsker én det bedste. Det er guld værd og noget jeg virkelig værdsætter. 

Folk der er syge, bruger deres sygdom som undskyldning for at dovne den af på statens regning

Endnu en udtalelse jeg har mødt fra en ekstrem bedrevidende mand. Er der folk som udnytter deres sygdom til at gå hjemme? Selvfølgelig er der det. Men jeg tror simpelthen ikke på at det er en særlig stor procent af det samlede billede. Hvis man overhovedet kan samle en hel procent. At være uden for arbejdsmarket og samtidig kæmpe med en sygdom er virkelig hårdt. Jeg tror det kan være svært st sætte sig ind i hvor hårdt det faktisk er. Man skal være max heldig hvis man får en god sagsbehandler som rent faktisk kan hjælpe en til at komme tilbage til arbejdsmarkedet og man bliver der. For ikke at snakke om hvor sindssygt hårdt det er økonomisk. Jeg får ingen fordele rent økonomisk selvom jeg er forsørger. Du kan være over 30 år og uden uddannelse og ingen børn. Alligevel får du markant mere end en under 30 år som har børn. Det er simpelthent så åndssvagt. 

Så selv hvis du kender nogle der bruger deres sygdom som undskyldning for ikke at komme videre med deres liv, så hjælp dem i stedet for at dømme dem. Giv dem redskaber til at komme bedre igennem deres sygdomsforløb. For de har brug for støtte til at komme tilbage til det “virkelige liv”. 

Camilla Maria Andersen

Jeg har blogget siden 2012 og har fokus på plussize tøj, indretning, beautymusthave, accessories m.m. Jeg blogger desuden hudløst ærligt om min depression og angst, samt kampen i mit vægttab. Du kan også følge bloggen på Instagram, søg efter @camilli.dk

More Posts - Website


2 comments

  1. Sanne says:

    Hej Camilla.
    Jeg er en af dem der trolig følge dig her på din blog, Facebook og instagram. Jeg kæmper selv med depression, angst og OCD. Og dine indlæg, tænker holder da op det er noget jeg kunne have Skrevet!

    Åh at være i systemet er noget LORTE!!! Det er pres, på pres og atter pres. Og ja man bliver lige frem mere syg af det. Også derfor min mand og jeg valgt at, det ikke var det værd, så i dag går jeg hjem uden noget indtægt, så vi lever af Kenneths indtægt. Hårdt men nødvendigt.

    Jeg syntes du super sej og jeg er glad for at, jeg kan skrive til dig og at du tager dig tid til at svare tilbage 🙂

    Kh Sanne

    • Camilla Maria Andersen says:

      Kære Sanne. Tusinde tak for din søde kommentar. Det betyder så meget at du følger med alle tre steder <3
      Jeg synes det er en sej og modig beslutning I har taget, for hvor har jeg selv flere gange haft lyst til at melde mig helt ud af det system.
      Jeg er så glad for dine beskeder og spørgsmål. Du er en af dem der skriver, som virkelig åbner sig op, på trods af at vi ikke kender hinanden i virkeligheden. Det betyder så meget for mig. Tak fordi du følger med.Kæmpe knus herfra

Skriv et svar