Det egoistiske travle voksenliv

I går kom Oliver hjem fra skole, forskrækket og ulykkelig. En voksen der havde mere travlt med sin mobil end med at se hvor han cyklede, kørte direkte ind i Oliver, så han faldt og slog hovedet ned i jorden. Cyklisten cyklede bare videre UDEN at lige høre Oliver om han var okay og uden at tilbyde at hjælpe ham op. Bag ham kørte en knallert som også bare kørte videre.. WTF sker der? Man køre ind i en 7 årig dreng og så kan man ikke lige bruge to minutter på at stoppe op? Stedet hvor det skete er en smal sti, så jeg tænker at det ikke kan være nemt for dem at køre forbi, når et barn lå på fliserne og spærre. Jeg blev virkelig vred over både cyklisten og ham på knallerten, da Oliver kom hjem og fortalte det. En ting er de store blå, lilla, gule mærker på hans ben. Noget helt andet er at han slog sit hoved med nogle fliser. Og så er folk bare lige glade..

Oliver var ked af det og forskrækket. Men han tog det pænt. Han forsvarede faktisk cyklisten med at han nok havde travlt. Av det gjorde lidt ondt i moderhjerte. Man kan ikke undgå lige at kigge lidt indad, når ens barn går rundt med troen om at sådan noget er ok. Hvilket vi så fik en snak om at uanset hvor travlt man har, så hjælper man ALTID når nogle er faldet eller lign. At have travlt er aldrig en undskyldning. Hvilket faktisk er en stor fed løgn. For vi voksne er ikke særlig gode til at hjælpe hinanden. Vi har mere travlt med at skynde os væk, så andre kan tá  sig af det, hive kameraet frem på smartphonen eller bare stå og stirre som om det var ZOO.

image

Jeg har oplevet det flere gange. Den gang Oliver stadig sad i barnevogn, måtte jeg hjælpe en mand på vores lokale gågade. Han mega fuld og for hans udseende og hygiejne at dømme, hvad man nok godt kan kalde for en sut. En er dem der bruger hele dagen ude foran Nettos cykelstativ. Han var så stiv at han ikke kunne gå på sine ben. Faldt hele tiden. En veninde og jeg kom gående med vores barnevogne, da vi opdagede ham. Jeg overdriver næppe hvis jeg siger der stod ca 20 voksne mennesker og bare kiggede på ham. Ingen gjorde noget. Så imens min veninde holdet begge barnevogne, gik jeg over for at hjælpe ham op. Hvilket jeg slet ikke havde kræfter til. Han var alt for tung og det hjalp ikke ligefrem at han ikke kunne holde sig selv oppe. Til sidst kom to mænd og hjalp til. Men der gik alt for lang tid. Jeg kæmpede med ham længe før der kom hjælp. Og rigtig mange stod bare og kiggede imens. Helt stille og gloede. En flink læser mindede mig lige om at  der jo selvfølgelig kan være personlige grunde til at man ikke hjælper f.eks. En alkoholiker. Hvis man f.eks. har ubehagelige erfaringer på sjælen. Det skal understreges at selvfølgelig skal der være plads til folk der af årsager som disse ikke vil hjælpe. Det er fuldt ud forståeligt. Tusinde Tak for din kommentar Kristina 🙂 Det er vigtigt at få med. 

Meningen med dette indlæg er ikke at lyde som den helt store helt eller offer for den sags skyld. Jeg vil blot sprede budskabet at måske skal vi alle, lige tá os lidt sammen og hjælpe folk uanset alder, køn, religion og status i samfundet. Alarmklokkerne ringer i hvert fald i mine ører, når min søn går med en idé om at voksne ind i mellem har for travlt til at stoppe op og sige undskyld. Og med den idé at det er helt okay. Det er det ikke..

Og hvis cyklisten der væltede en dreng igår eftermiddags her i Næstved og bare kørte videre, af en eller anden grund skulle læse med: Så håber jeg satme at din cykel punktere og din fucking mobil bliver tabt og knust af en bil (Ja jeg er sku en bitter mor, må ud med lidt frustrationer) 🙂

image

Camilla Maria Andersen

Jeg har blogget siden 2012 og har fokus på plussize tøj, indretning, beautymusthave, accessories m.m. Jeg blogger desuden hudløst ærligt om min depression og angst, samt kampen i mit vægttab. Du kan også følge bloggen på Instagram, søg efter @camilli.dk

More Posts - Website


Skriv et svar