Depressionsfølgetong del 8 -selvmordstanker

Ja sorry for det noget bitre emne. Men jeg synes det er vigtigt at komme ind på emnet selvmordstanker, når nu jeg skriver denne her følgetong om mit liv med depression. Også selvom jeg måske ikke lige er den der kan komme med mest indhold omkring selvmordstanker. Selvmordstanker er et enormt følsomt emne. Jeg har været meget i tvivl om hvor vidt jeg rent faktisk skulle dele dette blogindlæg eller ej. Det har længe ligget i mine kladder i næsten et år, hvor jeg ikke helt vidste om jeg skulle slette eller udgive det. Derfor håber jeg inderligt at når du læser dette, at du hele tiden har i mente at det udelukkende er min egen historie og mine egne erfaringer. Andre kan have en helt anden historie omkring det. Og min behøver slet ikke være den “rigtige” model. 


For hånden på hjertet så har jeg aldrig haft selvmordstanker. Jeg kan med sikkerhed i stemmen sige at det er heldigvis aldrig sket. De gange hvor sådan tanker, måske har forsøgt at komme frem, har der hver gang været et indre billede af mine skønne drenge og det ansvar jeg har over for dem. Jeg er nogens mor og uanset hvor ondt jeg har af mig selv nogle gange, så kan det ikke ændre på det ansvar jeg har overfor dem. De er for vigtige for mig til at jeg kan give op. De har brug for mig, præcis ligesom de har brug for resten af deres familie. 

MEN….!

Selvom jeg ikke har haft selvmordstanker, så har jeg en enkelt gang (for længe siden)  været så ked af det og så nedbrudt at jeg begyndte at få en forståelse for dem som overvejer at tage deres liv, for at få en ende på deres depression. Men selv derfra, var der stadig enormt langt til at jeg så meget som ville overveje at gøre noget imod mig selv.  Det må bestemt være det tætteste jeg kommer på at have selvmordstanker. En aften brød jeg fuldstændig sammen. Drengene sov og det er faktisk altid når jeg ved de sover, at jeg ligesom føler nu kan jeg ånde ud med mine problemer og græde hvis jeg har brug for det. Jeg kan slet ikke huske hvad der gjorde at jeg havde det som jeg havde. Jeg kan bare huske at jeg græd vanvittig meget og kunne slet ikke stoppe igen. Jeg ville bare have en ende på hele den her depression og komme tilbage til en helt normal hverdag. Jeg var frustreret og utålmodig over at alt det her skulle bremse mig i at leve mit liv. Fordi jeg var så frustreret over at der intet lys var for enden af tunnellen, så gik det op for mig at jeg helt oprigtigt, for første gang i mit liv virkelig godt kunne sætte mig ind i, hvorfor nogle folk ikke ønsker at leve mere, når de kæmper med en depression. Det er virkelig svært at forklare, men håber det giver mening. Ellers så spørg endelig løs. Jeg kan desværre ikke huske hvordan jeg kom igennem den aften. Jeg kan bare huske at min søde kæreste, med enormt brede skuldre var støttende og lyttende. Og at det var ham der fik mig beroliget igen. 

Forsvare mig selv

En ting der til gengæld virkelig kan være frusterende er, når nogle spørger ind til om jeg har haft selvmordstanker, så føler jeg næsten at de tvivler lidt på om jeg taler sandt. Selv hos lægen, kommer jeg altid med en længere forklaring, der garanteret bare får mig til at virke mere utroværdig, frem for hvis jeg bare kunne sige nej det har jeg ikke. Men nu har jeg kæmpet med min depression i så mange år, at mit hoved får mig til at tænke at jeg skal overbevise folk om jeg taler sandt. Den eneste forskel er bare at det hele sker i mit hoved. Jeg har endnu ikke mødt en person der har tvivlet på mig, når jeg siger at jeg ikke har haft selvmordstanker. Det hele sker oppe i hovedet på mig og jeg ved det jo egentlig godt. Til gengæld kan det godt være frustrerende at have en depression. For man kan ligesom ikke have en ganske almindelig dårlig dag, hvor man bare er mega sur eller ked af det, uden folk straks tænker det er fordi man har en depression. Det kan godt være lidt irriterende ind i mellem. 

Der er ikke særlig meget ved denne her depression som jeg er taknemmelig over. Men jeg er i den grad taknemmelig over at uanset hvor fucket up jeg føler mit liv kan være, så har jeg i det mindste ikke haft behov for at gøre en ende på det. <3

Camilla Maria Andersen

Jeg har blogget siden 2012 og har fokus på plussize tøj, indretning, beautymusthave, accessories m.m. Jeg blogger desuden hudløst ærligt om min depression og angst, samt kampen i mit vægttab. Du kan også følge bloggen på Instagram, søg efter @camilli.dk

More Posts - Website


One comment

  1. Jeanette Henriksen says:

    Jeg er ret sikker på at når du engang kommer ud på den anden side, så har du lært en masse om livet og om dig selv, der gør at du måske ikke ville ha været depressionen for uden..

    Jeg ved at nogen læger presser lidt på, hvis man siger at man ikke har selvmordstanker og det er der tit en god grund til. Folk der har seriøse selvmordstanker og som virkelig har en plan, fortæller sjældent om det, fordi de ønsker at missionen skal lykkedes.

    Jeg har selv tidligere været meget plaget af selvmordstanker, men heldigvis havde jeg min panikangst, den har altid passet på mig. For jeg har aldrig turde gøre noget seriøst ved det.

    Det var først da jeg fik tilkendt førtidspension at jeg for alvor begyndte at acceptere mit situation og det hele begyndte at vende for mig. Accept er virkelig guld værd og vejen frem.

    Knus Jeanette <3 – http://www.jeasblanketanker.dk/

Skriv et svar