Dating, tvoptagelse og Kbh 

Måske jeg bare er blevet så meget provinstøs og familiemenneske at jeg giver det lov til at være en undskyldning i sig selv. Men i onsdags var kæresten og jeg på date. Sådan lidt i hvert fald. Jeg fik nemlig tilbudt nogle fribilletter til optagelserne til Nørgaards netfix og det takkede jeg selvfølgelig ja tak til. Også selvom det var på en onsdag og over 80 km fra vores hjem og mega sent om aftenen (sagde min indre bedstemor). Jeg elsker stand up, så det her skulle jeg ikke gå glip af.


Det er sjovt som man pludselig kan få tingene til at gå op når man rent faktisk gerne vil. Billetterne til Nørgaards netfix er ikke engang særlig dyre. Alligevel når vi snakker om at købe billetter til sådan noget, ‘så er der meget langt til københavn’ eller ‘vi kan sikkert ikke få nogle til at passe drengene på en hverdag, hvor de skal i skole dagen efter’ eller ‘onsdag aften duer ikke, vi skal tidligt op dagen efter’. Og vupti fordi man får billetterne tilbudt gratis og lidt spontant, så kan man sørme alligevel få det hele til at passe sammen. 😉

Sidst kæresten og jeg var på en rigtig date sammen var for cirka 2-3 år siden. Vi falder ofte i fælden med familielivet først. Så parforholdet bliver ofte nedprioriteret. Det kan ikke anbefales kan jeg tilføje. Derfor besluttede vi os for at gøre denne her aften til en slags date, da dem vi skulle have været sammen med ikke kunne alligevel. Kæresten ved heldigvis godt at den perfekte date for mig indeholder som minimum noget live stand up. Det lyder måske ikke så vildt romantisk, men jeg synes det er skønt med masser af humor på en date. Det bryder også isen til at det hele skal være så opstillet romantisk og presset der kan være på at nu skal man helst have en lyserød sky over hovedet hele daten igennem. Samtidig en rigtig god måde til (næsten) ikke at snakke om børn hele aftenen igennem.


At være publikum til Nørgaards netfix var hele den lange tur værd. Nikolaj Stockholm var på som opvarmer og var top sjov som altid. Et hurtigt glimt af Morten wichman og derefter gik optagelserne igang med Martin Nørgaard. Jeg var mega starstruck. Det kan godt være at programmet handler meget om pik og patter. Men uden at kaste alt for meget følelsesporno afsted, så synes jeg faktisk at han også får nogle virkelig gode budskaber igennem. Primært omkring flygtningedebatten, men også andre emner. F.eks. snakkede han om en trend nogle har startet med at flashe en tom tallerken på instagram, for at gøre opmærksom på alle dem der sulter i fattige lande. Og som blogger og hyppig bruger af instagram knækkede jeg sammen af grin, da han så viste en masse kvinder der flashede deres musselmalet tallerkner imens de gjorde opmærksom på folk der sulter i andre lande. Det er så typisk instagram og sørgeligt nok må jeg indrømme at jeg desværre nok sagtens selv kunne have fundet på det, hvis jeg havde deltaget i kampagnen (og ejede en svinedyr tallerken). 😉 Se det på TV2 Zulu nu på mandag eller på tv2play.

Efter showet gik vi lidt rundt på strøget, forsøgte ikke for meget at undre sig over hvordan folk havde tid til at være så aktiv kl 23 en hverdag i Kbh og hvorfor folk stadig gik rundt med børn og barnevogne på det tidspunkt. Vi kørte derefter hjem igen og var tilbage i Næstved kl 1 om natten, det var store sager når man er alt for inkarneret børne-provins-familie. Langt over vores sengetid og kun 4,5 time til kæresten skulle på arbejde. Men det var sindssygt fedt. Når drengene bliver gamle nok, så skal vi helt sikkert ind og se en masse stand up sammen med dem. Også hvis de kommer i en teenagefase med at man ikke kan lave sådan noget med sine forældre. Jeg hiver dem med alligevel 😉

Camilla Maria Andersen

Jeg har blogget siden 2012 og har fokus på plussize tøj, indretning, beautymusthave, accessories m.m. Jeg blogger desuden hudløst ærligt om min depression og angst, samt kampen i mit vægttab. Du kan også følge bloggen på Instagram, søg efter @camilli.dk

More Posts - Website


Skriv et svar