Alenemor på deltid

Der er ting der ændre sig en del herhjemme for tiden. Drengenes far har fået arbejde i udlandet og skal fra denne måned være væk hjemmefra det meste af tiden. Hvilket betyder jeg skal til at være alenemor, i hvert fald sådan lidt på deltid.

Han er afsted i 3 uger af gangen og hjemme én uge. Så de 3 uger står jeg alene med drengene og alt hvad der nu hører med til dette. Det er faktisk ikke noget jeg sådan går og stresser over, selvom det da helt sikkert nok bliver ret hårdt i starten. Vi har prøvet det før, da Oliver var 1 år. Der var han afsted i 4-5 uger af gangen og hjemme 1 uge. Ærligt, så var det faktisk hårdest i den uge han var hjemme. Fordi Oliver stadig var baby og vores faste rutiner blev brudt, hver uge hans far var hjemme. Så var det en anden der ind i mellem puttede ham, badede ham osv. Men nu er begge drenge så store, går i skole og bruger meget tid på fritidsaktiviteter. Dermed ikke sagt at det bliver let for dem. Det første farvel var i hvert fald lidt hårdt for både børn og far. Elias sagde bare hurtigt farvel og lukkede derefter af, ved at gå over og lege. Oliver krammede ekstra meget og lagde ikke skjul på at det var hårdt at sige farvel. Men jeg tror på at det nok skal blive nemmere med tiden. Vi skal bare lige ind i en rutine og allerede nu er de begyndt at vise tegn på at de acceptere den store forandring.

Så her er jeg. Alenemor på deltid. Forkælet med den fineste ring, så han er sikret at jeg tænker på ham, hver gang jeg kigger på min hånd..<3 Hvilket jeg selvfølgelig fik ødelagt fuldstændig, fordi den var alt for lille til mine fede fingre og den findes selvfølgelig ikke større. Typisk. Så en ny og næsten magen til ring er på vej.

Folk reagere ret forskelligt på at han har sagt ja tak til det her job i udlandet. Nogle synes det er en fed mulighed, men der er også nogle som er skeptiske primært og forståeligt nok, på grund af drengene, der nu skal undvære deres far rigtig meget. I hvert fald for en periode. Nogle kan ikke forstå hvordan man kan “efterlade” sine børn på den måde og enkelte har tænkt på om vores forhold mon kan klare det. Og ja selvfølgelig bliver det mega hårdt. For os alle.

Det er egentlig ikke fordi jeg som sådan føler at vi skylder nogle en forklaring på, hvorfor vi har valgt at leve som familie på denne her måde. Folk er hurtige til at dømme folk, så snart man ikke lever efter de klassiske standarder som en familie. Vi ville aldrig tage denne her beslutning, hvis vi følte at det ville gøre skade på vores børn eller familien som helhed. Så selvom jeg ikke synes vi har noget at skulle bevise overfor nogen, så håber jeg alligevel at skeptikkerne kender os så godt og stoler på at vi rent faktisk ønsker vores børn det bedste af det bedste, og er meget obs på hvordan de har det.

Jeg tror på at man rent faktisk godt kan arbejde i et andet land og stadig være Big time familiefar for sine børn. Måske ikke på den traditionelle måde, men jeg er ikke i tvivl om at han vil være der for dem, så meget som han overhovedet kan. Jeg tror på det, fordi jeg ser det med egne øjne. Jeg har oplevet det før og nu er drengene så store så det bliver endnu nemmere at få en god kontakt. Vi ser ikke på det som at han efterlader sin familie i Danmark. Børnene er blevet inddraget i den store beslutning, men vi forældre har haft det sidste ord. Og de synes faktisk at det er ret sejt. De siger selvfølgelig også at de kommer til at savne ham, men altid efterfulgt af en positiv kommentar. Som feks at han er heldig at han skal til det Land hvor Marcus og Martinus bor og tænk nu hvis han møder dem.

Vores parforhold er nok det jeg er mindst bekymret for, skulle tage skade af det. Vi har snart været kærester i 12 år, så vi kender hinanden på godt og ondt. Vi har haft vores op og nedture i forholdet som alle har. Og vi har i den grad også haft vores kriser. Men vi har kæmpet videre og det gør at en beslutning som at ens kæreste får tilbudt job i udlandet, ikke er noget der bliver påvirket i en negativ retning. Vi kender hinanden så godt og stoler på hinanden. Og så har vi jo prøvet det hele én gang tidligere, da han, inden finanskrisen gik i udbrud arbejdede på Island i et års tid.

Camilla Maria Andersen

Jeg har blogget siden 2012 og har fokus på plussize tøj, indretning, beautymusthave, accessories m.m. Jeg blogger desuden hudløst ærligt om min depression og angst, samt kampen i mit vægttab. Du kan også følge bloggen på Instagram, søg efter @camilli.dk

More Posts - Website


Skriv et svar